Om Sømods Bolcher

Sømods Bolchers traditioner og principper blev startet i 1891 på anden sal i Nørregade 49, men ikke før i 1920 fik det navnet Sømod. Grundlæggeren af bolchekogeriet, Hr. Hansen, var ikke velsignet med sønner til at overtage foretagenet, hvorfor det blev skænket til en søn af hans daværende barndomsven ven, Martin Søemod.

Martin Søemod havde tre sønner, hvoraf de to allerede var afsat i respektable foretagender. Det ene var overtagelsen af Martin Søemods egen arv, et kød-, vildt- og fjerkræ slagteri der var æret som Kongelig Hofleverandør. Den tredje - Theodor Sømod fik skænket bolchekogeriet og det fik navnet Sømods Bolcher. I 1932 flyttede bolchekogeriet til dens nuværende lokalitet, over gaden, til Nørregade 36, over gården, hvor den nu strækker sig over 319 kv/m.

Dengang var det en sensation i sig selv af opdrive sukker, og alt blev leveret med hestevogn. Sømods egen hest stod opstaldet i gården og som det byder en rigtig bolchehest, nægtede den at arbejde før den havde fået sit morgenbolche.

Under 2. Verdenskrig, hvor der kom strenge restriktioner på føde- og sukkervarer, blev rationeringsmærkerne gemt til et specielt formål. Når det rygtedes rundt i de Københavnske gader, at der var kommet en ny ration sukker til Sømods, stimlede folk sammen på Nørregade for at få en andel i de søde sager.

Fra generation til generation

I 1982 blev bolchekogeriet overdraget til næste generation, hvor Martin Søemod blev den daglige leder, støttet af hans kone Gemma Søemod. I 1985 indtrådte Michael Søemod som dropskoger, for hermed at forberede et fremtidigt generationsskifte.

I en fabrik hvor tiden synes at stå stille, er der igennem tiden sket små ændringer. Produktionen er udvidet fra 27 tons årligt til nuværende 50 tons årligt. Fyret bolchemassen koges på er stadig det originale, men det er ombygget fra at være kulfyr til gasfyr. Theodor kom op med ideen med en elektrisk ventilator, så bolcherne blev nedkølet hurtigere, og ligeledes en lille varmeovn så man kunne forlænge arbejdstiden med bolchemassen med ca. 10 minutter.

Små dagligdagshjælpemidler er ligeledes indført for at mindske arbejdsbyrden. Dropskogerene har fået en vogn til at transportere den 27 kg tunge kobbergryde med kogende bolchemasse fra fyret til produktionsbordet. Og damerne i butikken kar fået en lukkemaskine til bolcheposerne, så de ikke fysisk skal lukke de mange poser der afvejes hver dag.

Ny emballage til bolcherne

Den største forandring er emballagen og nødvendigheden med et klimaanlæg. Ikke længere tilbage end 1950'erne blev bolcherne pakket i et traditionelt papir kræmmerhus. Klima-forandringer har i midlertidig medført, at det nu ikke længere er muligt at anvende papirkræmmerhuse, da de ikke er lufttætte og bolcherne fedter. Tilsvarende er det en nødvendighed med klimaanlæg under produktionen, for at minimere fugten, der får bolcherne til at klistre.

Til trods for denne udvikling, produceres bolcherne stadig med håndkraft og med de oprindelige hjælpemidler. Råvarerne er ligeledes som tilbage i 1891. Naturlige smag og farver, samt ingen konserveringsmidler. Den eneste udvikling der er sket, der bryder med de gamle fremstillingsmetoder og opskrifter, er indførelsen af sukkerfri bolcher , hvor perlesukkeret, som det eneste, er erstattet af Actilight.